Drop in i de økologiske markforsøg
Økologiske landsforsøg med bælgsæd, samdyrkning, ærter, linser, havre og organiske gødninger til vårsæd.
Faglig økologisk forsøgsudvalgs årlige forsøgstur går i år til Sønderjylland, og de inviterer alle interesserede til at deltage i en del af turen.
Det er en dag med gode faglige diskussioner om de Økologiske Landsforsøg. Spiras har anlagt seks forsøg i samme mark hos Nicolai Greve på Hydevadgård, så kom og få faglig inspiration.
Tilmelding er ikke nødvendig, mød op hvis du har tid og lyst.
Forsøg i marken
Samdyrkning af vårsæd til konsum
Havre, markært og oliehør i samdyrkning med linser og mørke kikærter. Der er anvendt forskellige udsædsmængder.
Økologiske ærtersorter – Peas & Love
Afprøvning af ældre ærtesorters dyrkningsegnethed i renbestand og i blanding med havre. De sammenlignes dyrkningsmæssigt med Ingrid ærter.
Økologiske linser – DIVINFOOD
Syv forskellige sorter af linser. For de småfrøede linser testes, om en højere udsædsmængde kan forbedre ukrudtskonkurrenceevnen.
Havresorter – ØKOKORN
Dyrkningsegenskaber i havresorter og forædlingslinjer med resistens mod havrecystenematoder.
Bælgsæd – med og uden efterafgrøde
Hestebønne, markært, smalbladet lupin og havre, der er gødet med Øgro, med og uden efterafgrøder.
Organiske gødninger til økologisk vårsæd
Forskellige organiske gødninger til vårsæd – gylle, afgasset gødning med kløvergræs, afgasset gødning med madaffald, Øgro og Øgro i blanding med fiberfraktion.