Vær på vagt: Forebyg mund- og klovsyge
Efter udbrud i blandt andet Ungarn, Slovakiet og Tyskland bør danske landmænd og jægere være påpasselige, lyder opfordringer fra Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras.
– Et par udbrud af mund- og klovsyge i Ungarn i marts samt i Tyskland i begyndelsen af året minder os om, hvor sårbare vi er over for denne yderst smitsomme dyresygdom – og hvor stort et ansvar både jægere og landmænd bærer i forhold til at beskytte dansk husdyrproduktion. Et enkelt udbrud i Danmark kan koste erhvervet milliarder kroner og få alvorlige konsekvenser for hele fødevaresektoren.

Martin Lambert, medlem af bestyrelsen i Spiras
Sådan lyder det fra Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras. Han mener, at der er al mulig grund til at følge myndigheder og brancheorganisationer, som opfordrer til skærpet opmærksomhed og øget forsigtighed – især blandt landmænd og jægere.
På gårdene rundt i landet bør der nu være fokus på at holde smitten ude. Der opfordres til at minimere eller helt undgå besøg fra udlandet. Særligt Ungarn og Tyskland nævnes som højrisikoområder.
Hvis besøg fra udlandet er uundgåelige, skal besøgende overholde en karantæneperiode på mindst 48 timer fra sidste kontakt med udenlandske besætninger. Derudover skal alle, der har adgang til dyrene, benytte ejendommens egne gummistøvler og overtrækstøj, og der bør føres en detaljeret log over al ind- og udgående trafik.
Afhentning af dyr direkte fra ejendommen af udenlandske lastbiler frarådes kraftigt, da dette udgør en betydelig smitterisiko.
I det hele taget er det værd at bemærke, at vi har indført Danish Transportstandard – netop for at forhindre blandt andet mund- og klovsyge.
Opfordringer til jægere
Men det er ikke kun hos landmænd, at årvågenheden skal skærpes. Også jægere, der har været i udlandet, især i Østeuropa, kan utilsigtet bringe sygdommen med hjem. Derfor er der nu også klare anbefalinger til denne gruppe.
Det gælder eksempelvis, at alt udstyr – inklusive våben, skydestokke og tøj – bør vaskes og desinficeres grundigt før hjemkomst.
Også hundene, der er brugt til jagt, skal vaskes, og kontakt med klovbærende dyr bør undgås de første 48 timer efter hjemkomst.
– Landbruget har tidligere vist, at det kan stå sammen i krisetider. Derfor er det nu vigtigt, at både landmænd og jægere tager deres del af ansvaret alvorligt. En enkelt smittevej kan være nok til at lukke Danmark ned – og koste dyrt. Vi har alle et medansvar for at holde smitten ude, lyder det fra Martin Lambert.
ØVERSTE BILLEDE: I Slovakiet, Ungarn og Østrig er der i begyndelsen af april 2025 oprettet restriktionszoner, hvor der bl.a. er restriktioner på flytning af dyr.