Hvem vil indgå aftaler med en utroværdig part?
I anledningen af, at miljøminister Magnus Heunicke har forlænget fristen for at søge støtte til lavbundsprojekter, kan jeg nu forstå, at ministeren løfter pegefingeren over for landmændene og siger, at det nu er tid til at levere på de frivillige aftaler.
Det har ministeren ret i. Men problemet med at løfte fingre og pege dem ad nogen er, at der som regel peger et par fingre tilbage mod en selv. I miljøministerens tilfælde peger fingrene på det katastrofale forløb med hundredvis af landmænd, der skal betale tilskud tilbage, fordi støtten åbenbart er uforenelig med EU’s statsstøtteregler.
Her taler vi om frivillige ordninger, hvor landmænd i god tro har indgået en aftale med staten under nogen givne betingelser. De betingelser har staten så ændret nu, og det betyder, at landmændene skal betale pengene tilbage. Det er tale om hundredetusindsvis af kroner. Hvordan forestiller ministeren sig, at nogen landmænd skulle være interesseret i at indgå frivillige aftaler med en part, som nu helt åbenlyst har vist sig både inkompetent og utroværdig?
Regeringens håndtering af tilbagebetalingskravene er komisk. Det er nærmest som at være tilskuer til et satireprogram for åben skærm. Fødevareministeren beklager og siger, at han føler med landmændene. Miljøministeren beklager også, og inden han så har trukket luft ind igen, peger han fingre ad de selv samme landmænd, fordi der ikke bliver taget nok lavbundsjord ud; via frivillige aftaler vel at mærke. Ironien er krystalklart og nærmest tragikomisk.
Går ikke tilbage til en fuser
Hvis jeg var rådgiver til regeringen, så havde jeg sagt til dem, at fødevareministeren eller miljømisteren på vegne af regeringen skulle sige til EU-Kommissionen, at Danmark ikke kommer til at kræve betaling tilbage fra landmændene. Det gør regeringen ikke, fordi den aldrig vil komme til at kunne indgå en frivillig aftale med landmændene igen. De går nemlig ikke tilbage til en fuser.
Regeringens nuværende tilgang er alt for risikabel for de store klimaplaner, som landbruget og regeringen i fællesskab skal realisere over de kommende år. Lavbundsprojekter, minivådområder, vådområder, aftaler om boringsnære beskyttelsesområder, jord til energiprojekter, byudvikling og så videre. Vil regeringen virkelig sætte alt dette på spil, fordi de er bange for at sige fra over for EU?
Hvad er det værste, der kan ske? At EU-Kommissionen starter en traktatkrænkelsessag mod Danmark? På grund af håndøre i de samlede EU-budget? Jeg tvivler på det. Der er forhåbentligt nogen dygtige folk i Kommissionen, der så kan vurdere, at det ville være en gigantisk tabersag for EU at starte en sag mod Danmark, fordi vi er gået forrest i klimakampen.
Så kære ministre og regering, få nu sagt fra over for EU. Tag bøden, som man siger. Vis med handling, at I rent faktisk er til at stole så. Så kan landmændene nok indgå aftalerne. Ingen kan fortænke landmændene i at holde sig fra at indgå aftaler med en utroværdig part, som staten desværre er i den her sag.
Hans Damgaard,
næstformand Spiras
