Ny teamleder for assistentgruppen i Kolding er tiltrådt
Sten-Rask Hejlskov er skiftet fra stilling som konsulent i Regnskab & Skat i Vojens til chefpost for 26 assistenter i Kolding.
Med virkning fra 19. februar er Sten-Rask Hejlskov tiltrådt som ny teamleder for assistentgruppen hos Spiras i Kolding.
Den 36-årige Sten-Rask Hejlskov skifter fra en stilling som regnskabskonsulent ved Regnskab & Skat i Vojens. Her har han været ansat siden 1. november 2022. Den nye teamleder er uddannet cand.merc.aud – og inden sin ansættelse hos Spiras – tidligere Sønderjysk Landboforening – var han ansat hos Lidl’s hovedkontor og derefter Skattestyrelsen.
I forbindelse med sin bachelor skrev han om emnet: Fastholdelse og motivation af nøglemedarbejdere.
– Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker – og gerne noget med motivation og ledelse. Nu får jeg en spændende udfordring i en afdeling med mange dygtige medarbejdere. Jeg kender strukturerne, og nu gælder det om sammen med medarbejderne at være med til at forme en Spiras-kultur og være med til at sikre et godt arbejdsmiljø. Lykkes jeg og medarbejderne med det, har vi vundet, fastslår Sten-Rask Hejlskov.
Sideløbende med sin rolle som teamleder vil Sten-Rask Hejlskov fortsat være tilknyttet skattegruppen, samt moms- og afgiftsgruppen i Spiras.
Privat bor Sten-Rask Hejlskov med sin familie i Kolding.