En nytårskur for fuld udblæsning
Med omkring 650 deltagere var der fyldt op ved bordene, da Spiras afviklede en festlig nytårskur i Agerskov-Hallen.
Der blev slået på trommer og truttet i alskens blæseinstrumenter.
Der blev drøftet politik – ikke mindst CO2-afgift og den grønne trepart.
Der blev uddelt stående ovationer til Åbent Landbrug-værter.
Der blev budt velkommen til en ny administrerende direktør.
Og så blev der sat fokus på landmandstypen – set fra en livsstilsekspert.
Med 650 landmænd og andre gæster var der nærmest fuldt hus til Nytårskuren 2024, som Spiras afviklede i Agerskov-Hallen.
Vejen Garden satte det hele i gang for fuld udblæsning, inden der blev budt velkommen af 1. næstformand Christian Lund. Han havde blandt andet følgende budskab med:
– Jeg tror, at vi skal forstå fremtiden i fortidens lys. Det er ikke altid let, men det hjælper os til at være tolerante, forstående og kompromissøgende, når vi ved, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Vi kan ikke forvente, at resten af verden ser med samme øjne som os. Der er flere spørgeundersøgelser, der viser en stor opbakning til landbruget i samfundet, og de mange unge mennesker, der vælger landbruget. Så lad os hjælpe hinanden i 2024 med at tale vores erhverv op. Jeg er glad og stolt over at være til stede lige her, lige nu. Sammen med jer. Til nytårskur i vores nye landboforening Spiras, lød det fra Christian Lund.
Med den nye direktør i Erhvervshus Sydjylland, Mads Sandemann, som interviewer, blev der fuldt op med en politisk dialog med økonomiminister Stephanie Lose og formanden for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard. (Øverste billede)
De to kredsede blandt andet om det, som optager dansk landbrug særdeles meget; nemlig den CO2-afgift, som der er et klart flertal for på Christiansborg. Alle venter lige nu spændt på Svarer-udvalgets konklusioner.
Økonomiministeren slog til lyd for, at det ikke kun er landmændene, der skal være villige til at investere i den grønne omstilling. Også fra politisk side skal der en finansiering på plads.
Camilla Bak, bestyrelsesmedlem i Spiras, indtog herefter scenen for at fejre de otte Åbent Landbrug-værter, som samlede mange gæster tilbage i september i fjor. De blev – til stående ovationer – hyldet for deres indsats som værter.
Ny direktør præsenteret
Den 1. februar tiltræder Lene Gade Hovmøller som nye administrerende direktør i Spiras, og den nye chef blev præsenteret i et kort intro-interview med Mads Sandemann.
Aftenens sidste gæst var Christian Grau – bil- og livsstilsekspert –, som gav sit bud på landmandstyperne. Krydret med humor og bid.
Formanden for Spiras, Henrik Jessen, rundede aftenen af – og fik ved den lejlighed sagt farvel og goddag til en henholdsvis afgående og nyansat politisk chef. Mathias Milling skifter 1. februar til Dansk Industri for at arbejde med luftfart, og han afløses af Marie Holmgaard, som kommer fra en stilling ved Region Syddanmark.