Erfaren erhvervsleder ny direktør i Spiras
I januar 2025 tiltræder Sverre Vincent Lenbroch i rollen som ny administrerende direktør i Spiras. Med en solid baggrund inden for innovation, virksomhedskultur og digitalisering bringer Lenbroch værdifulde kompetencer til organisationen.
Det bliver den 55-årige Sverre Vincent Lenbroch, der fra begyndelsen af 2025 sætter sig i direktørstolen i Spiras.
Sverre Lenbroch har gennem mere end 15 år arbejdet med komplekse forandringsprojekter på tværs af brancher og bringer en stærk strategisk og praktisk erfaring med sig til Spiras. Lenbroch kommer fra en stilling i den IBM-ejede virksomhed Red Hat, hvor han blandt andet har stået i spidsen for et omfattende it-transformationsprojekt for en irsk storbank. Tidligere har han også haft ledende stillinger i Marlog, ITD, SOS International og TDC Erhverv.
På sit cv har Sverre Lenbroch en produktionsfaglig baggrund, en master i IT med fokus på digitale forsyningskæder og udvikling af SMV’er samt en diplomuddannelse i ledelse med fokus på innovation og forandringsledelse.
Forandring gennem mennesker
Den kommende direktør ser frem til at tage fat på opgaverne i Spiras.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at lære organisationen og medarbejderne at kende. Selvom landbruget ikke er den branche, jeg kender bedst, har jeg altid haft stor respekt for erhvervet og dets engagement i fornyelse. Min tilgang handler om at skabe forandring på en måde, der er tryg for medarbejderne – det er gennem mennesker, at vi skaber forandring og værdi, siger Sverre Lenbroch.
Den omfattende erfaring, som Sverre Lenbroch har med transformation, virksomhedskulturer og digitalisering, vil han tage med sig i sit nye job.
– Det skal være trygt at være ansat i Spiras, så det er med små skridt, at vi tager fat på at skabe mere effektivitet i dagligdagen. Det betyder ikke, at medarbejderne absolut skal løbe stærkere, men vi skal forstå at udfordre vanetænkningen ved at udnytte data og udvikle nogle digitale værktøjer, så vi kan skabe mere værdi for vores kunder, tilføjer den kommende direktør.
Efter de seneste år at have arbejdet flere dage om ugen i London og Irland ser Sverre Lenbroch nu frem til at arbejde i Danmark igen. Privat bor Sverre Lenbroch med sin familie i Ebeltoft på Djursland. Familien har fire voksne børn, der er fløjet fra reden.
Vigtigt skridt for Spiras’ udvikling
Spiras’ bestyrelsesformand, Henrik Jessen, ser frem til samarbejdet og mener, at Lenbrochs kompetencer rammer præcis de behov, organisationen står over for.
– Vi er glade for at kunne byde Sverre Lenbroch velkommen som ny og stærk direktør. Hans erfaring med transformation og virksomhedskulturer er netop, hvad vi har brug for i den næste udviklingsfase for Spiras. Vi ser frem til, at han kan bringe både innovation og tryghed i spil til gavn for vores medlemmer og kunder. I ansættelsesudvalget har vi mødt mange stærke kandidater. Vi har fra kandidaterne tydeligt mærket en anerkendelse af, at Spiras er kommet godt fra start – og nu virkelig er på landkortet, siger Henrik Jessen.