Få styr på din skat inden nytår
Skal der gives skattefri pengegaver til familien? Eller skal der gives gaver til velgørende foreninger, som du kan få fradrag for?
Giv gaver til familien
Du kan give hvert barn og barnebarn gaver på op til 74.100 kr. (25.900 kr. til svigerbørn) uden at betale gaveafgift. Det betyder, at begge forældre samlet kan give en gave op til kr. 148.200 til hvert barn og det samme til børnebørn uden afgift.
Genanbringelse af fortjeneste ved ejendomssalg
Hvis du har en ejendomsavance tilbage fra 2023, som du ønsker at genanbringe, skal du købe ny ejendom eller afholde forbedringsudgifter senest d. 31. dec. 2024. Der skal være indgået en endelig og bindende aftale.
Restskat for 2024
Hvis du mangler at betale skat for indkomståret 2024, kan dette indbetales rentefrit inden d. 31. december 2024. Dag-til-dag renten til Skat vil fra 1. januar være 5,3 % p.a.
I nogle tilfælde kan det dog være mest fordelagtigt, at indbetale restskatten primo januar, af hensyn til reglerne i virksomhedsskatteordningen.
Tjek forskudsopgørelsen for 2025
Du har netop modtaget din forskudsopgørelse, og det kan være en god ide at tjekke, at indkomst og fradrag står, som du forventer i det kommende år.
Forskudsopgørelsen har også betydning for udbetaling af sociale ydelser.
Vi anbefaler, at du ændrer din forskudsopgørelse ved følgende ændringer i din økonomi:
- Du starter eller ophører med virksomhed eller virksomhedsindkomsten ændrer sig væsentligt, hvis du f.eks. havde underskud i 2023 og 2024 og forventer overskud i 2025. B-skatterne fastsættes ud fra de indkomster, du tidligere har haft.
- Din løn ændrer sig i forhold til tidligere år, fx på grund af nyt arbejde
- Du går på pension eller efterløn
- Du har købt eller solgt ejendom eller omlagt lån
- Du er blevet gift eller skilt.
Pensionsindbetalinger
I 2024 kan du indbetale op til 9.100 kr. på en aldersopsparing.
Fra indkomståret syv år før det år, du når folkepensionsalderen, kan du indbetale op til 58.100 kr.
Der er ikke fradrag for beløbet, og det er skattefrit ved udbetaling.
Den påvirker som den eneste pensionsordning ikke udbetalingen af din folkepension.
Du kan også indbetale på en ratepension med et maksimalt fradrag på 63.100 kr. eller en livrente med fuld fradragsret.