Formandens jule- og nytårshilsen:
Spiras begynder 2025 med ny direktør og dobbelt ministerbesøg
Årsskiftet benyttes ofte til at kaste et blik tilbage på året, der svandt. Heller ikke i denne hilsen undgår vi et tilbageblik. Men det fylder rigtig meget hos os i Spiras, at vi står på tærsklen til et særdeles spændende år.
Når der er første arbejdsdag mandag 6. januar, så er vi glade for at byde velkommen til vores nye administrerende direktør, Sverre Vincent Lenbroch. Han kommer med stærke kompetencer og erfaring inden for digitalisering, transformation og virksomhedskulturer, som vil bidrage til næste udviklingsfase for Spiras.
Vi kunne i forbindelse med rekrutteringsprocessen i ansættelsesudvalget klart mærke en anerkendelse fra et stærkt kandidatfelt af, at Spiras er kommet godt fra start – og nu virkelig er på landkortet her halvandet år efter fusionen.
En uge efter den nye direktørs start kan vi præsentere et dobbelt ministerbesøg. Det er fødevareminister Jacob Jensen og minister for grøn trepart Jeppe Bruus, som begge har takket ja til at være med i vores traditionsrige nytårskur i Agerskov-Hallen. Også Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, er med. Hvis du ikke har billet til arrangementet mandag 13. januar, så skynd dig ind på spiras.dk
Megen ventetid i 2024
2024 har været et år med megen ventetid for os i landbrugserhvervet.
Vi gik ind i året med vished om, at der var politisk flertal for at indføre en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Den afgift kom til at indgå i den aftale om en opsigtsvækkende Grøn Trepart, som regeringen, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer blev enige om lige inden sommerferien.
Efter ferien tog politikerne på Christiansborg ellers fat på forhandlingerne, så treparten også kunne få en politisk vedtagelse. Og så satte ventetiden ellers ind. Her fra Spiras undgik vi hen på efteråret heller ikke at udtrykke vores frustration og skuffelse over, at forhandlingerne trak i langdrag.
Men omsider lykkedes det at få en aftale, som kaldes for historisk, på plads. Nu er ventetiden forbi, og det skal gå stærkt. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde, der skal plantes træer, der skal skabes nye naturnationalparker, og så står vi også med udfordringer, når det gælder kvælstofreduktioner. For blot at nævne noget af det omfattende indhold i treparten.
Også for Spiras som rådgivningsvirksomhed kommer Den Grønne Trepart til at stille store krav til vores kompetencer og vores tilbud fremadrettet. Allerede i sommers – efter præsentationen af den grønne trepartsaftale – valgte vi i Spiras at nedsætte en taskforce, så vi er på forkant med alle de initiativer, der sættes i værk.
Med til de store øjeblikke i 2024 er også flytningen til nye kontorer på Hvidkærvej i Odense. Fyn er et vækstområde for Spiras, og vi var vokset ud af de tidligere rammer.
Vi glæder os til 2025, for vi er i landbruget klar til aktivt at være en vigtig medspiller, så vi kommer i mål med treparten.
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Henrik Jessen,
formand for Spiras