Formandskabet mener: Klimarådets vildfarelser
På dagen hvor Den Grønne trepart havde møde, udkom Klimarådet med deres rapport, der indeholder anbefalinger til Danmarks fremtidige arealanvendelse. Det var ikke positiv læsning.
Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, som skal rådgive Regeringen om hvordan Danmark kan gennemføre omstillingen til et klimaneutralt samfund i 2050. Rådet består alene af forskere. Rådet fremlagde en anbefaling om at udtage en tredjedel af landbrugsarealet. Og dette skal ske ved, at staten skal udpege og reservere arealer til nye formål. Men klimarådet går altså her i en retning, andre forskere har sagt, vi ikke behøver, for de siger nemlig, at vi godt kan nå i mål uden at reducerer produktionen.
Vi er helt med på at udtage de 100.000 ha lavbundsjord. Det var faktisk vores egen idé sammen med DN, og det går godt, og mere end 50.000 ha er allerede klar til at blive vurderet. Så den lokale tilgang virker, når der er positive incitamenter, så vi behøver ikke topstyring og udpegninger ovenfra.
Det, vi har brug for, er mindre bureaukrati og hurtigere sagsbehandling!
Billige point at score
Det er på flere måder helt uacceptabelt at fjerne 1/3 del af landbrugsjorden. Og lad os bare starte med det faktum, at fødevareindustrien længe har været et globaliseret marked, og der et stigende behov og dermed efterspørgsel på fødevarer. Nationalt og globalt.
Det dyrkede areal i Danmark er hele grundlaget for råvarer til mange store virksomheder fx Arla og Danish Crown. Og da sidstnævnte lukkede slagteriet i Ringsted fik det Statsministeren til at kritisere den manglende leverancer af grise fra landmændene. Hvis vi fjerner en stor del af landbrugsarealet, så vil mange flere arbejdspladser forsvinde end dem i Ringsted. Det er vel heller ikke den vej, Mette Frederiksen vil gå?
Det er også urimeligt at sammenligne landbruget med industrien, der langt nemmere kan opkøbe CO2-certifikater i Europa, elektrificere og bruge biogas.
Og dermed når industrien i mål med den biogas, som landmænd har leveret ind i deres sektor. Det er altså meget billige point at score.
Hvad med pyrolyse?
Landbrugets biologiske processer er langt sværere at påvirkes i stor skala og meget hurtigt.
Men vi er allerede i gang, og vi integrerer de virkemidler, som teknologi og økonomi tillader. Overdækkede gyllebeholdere, klimaoptimeret gødningsanvendelse, kvælstofindsatser, lavbundsjorde, pyrolyse og metanreducerende foder. Foderteknologi, der så sent som i sidste uge fik mere end 500 mio. kr. i udmøntningen af Grøn Fond.
Klimarådets rapport behandler i øvrigt kun skov og lavbundsprojekter som klimavirkemidler. Der er dermed ikke taget højde for klimaeffekter, der kan opnås ved andre, langt mere effektive virkemidler så som netop pyrolyse og nitrifikationshæmmere.
Det er derfor provokerende, når vi utallige gange har hørt på “vi skal udvikle og ikke afvikle landbruget”. Det kan blive katastrofalt, hvis man spekulerer i arealanvendelse uden at tage al viden og erfaring med sig, så vi kan bruge de arealer, vi tager ud af drift, til flere ting på en gang. Så vi håber ikke, regeringen lytter meget til Klimarådet.