Hans Damgaard udtræder af bestyrelsen i Spiras
Hans Damgaard har meddelt, at han forlader Spiras’ bestyrelse. Beslutningen begrundes med, at hans post som næstformand i Danish Agro risikerer at give interessekonflikter.
Når Spiras torsdag den 21. marts afvikler sin generalforsamling i Agerskov-Hallen, vil Hans Damgaard udtræde af bestyrelsen.
Hans Damgaard er som 2. næstformand en del af formandskabet i Spiras, som desuden tæller formanden Henrik Jessen og 1. næstformand Christian Lund.
Ved siden af sin bestyrelsespost i Spiras er Hans Damgaard også næstformand i bestyrelsen i Danish Agro.
– Der skal ikke være tvivl om, hvorvidt jeg repræsenterer Spiras eller Danish Agro i mit bestyrelsesarbejde fremadrettet. Der vil kunne opstå modsatrettede interesser, og min beslutning skyldes derfor alene hensynet til bestyrelseskollegaer samt de medlemmer, som har vist mig tillid såvel nu som gennem årene. Beslutningen har været på vej et stykke tid, men af respekt for det store arbejde omkring fusionen i Spiras har jeg ikke følt, at tidspunktet kunne være før, fastslår Hans Damgaard, der forud for fusionen var formand for Kolding Herreds Landbrugsforening og sammenlagt har ti års bestyrelsesarbejde bag sig i landboforeningen.
Han føjer til: – Jeg er utrolig stolt over det resultat, vi i fællesskab har skabt med vores nye landboforening og er helt tryg ved at vige pladsen. Vi har en stærk bestyrelse og organisation, som kommer til at gøre en mærkbar forskel for vores medlemmer i Syddanmark.
Formanden for Spiras, Henrik Jessen, udtrykker sin respekt og forståelse for Hans Damgaards beslutning.
– Bestyrelsen i Spiras vil på sit første møde efter generalforsamlingen beslutte, om der skal trækkes et nyt medlem ind i formandskabet. Det vil være bestyrelsesmedlemmer, som i forbindelse med fusionen er valgt i Kolding, som får en afgørende betydning, siger Henrik Jessen.
Det var ikke mindst kemien mellem Hans Damgaard, Henrik Jessen og Christian Lund, som satte gang i fusionsprocessen.