Husk de lovpligtige kurser og uddannelser
Spiras’ HR- & Arbejdsgiverservice sætter fokus på et par af de kurser, du skal huske både når det kommer til at have praktikanter – og når det gælder arbejdsmiljø.
Har du praktikanter på din bedrift, eller planlægger du at ansætte en, så skal du godkendes til at være praktikplads. Og for at kunne få en praktikpladsgodkendelse, skal du deltage i kurset: Kvalitetssikring af elevers praktik i landbruget. Kurset henvender sig til oplæringsansvarlige beskæftiget på landbrugsbedrifter, som har ansvar for elever og praktikanter.
Kurset har til formål at give dig kendskab med landbrugsuddannelsen, mål for praktikuddannelsen, arbejdsmiljøforhold på landbrugsbedrifter samt forudsætninger, som sikrer elever god trivsel og progressiv læring i praktikuddannelsen.
Det vil samtidig give dig, som oplæringsansvarlig for elever på en landbrugsbedrift, værktøjer til at
- tilrettelægge og medvirke til at kvalitetssikre elevers praktikuddannelse
- medvirke til at sikre god elevtrivsel og kommunikation med praktikelever
- instruere praktikelever i nødvendigheden og forståelsen af personlig sikkerhed og sikkerhed i forhold til maskiner, tekniske installationer mv.
Du kan bl.a. deltage i kurset på Dalum Landbrugsskole 17.-18. september 2024. Læs mere her.
En anden ting er den lovpligtige § 9 arbejdsmiljøuddannelse. Det er en lovpligtig uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, som er medlem af en arbejdsmiljøgruppe, som har til formål at give dig viden om de opgaver du kommer til at stå overfor, samt selvfølgelig en viden, som sætter dig i stand til løse opgaverne og navigere indenfor lovgivningen.
Uddannelsen afholdes over 3 dage – lovpligtige 22 timer. Du kan læse mere om Amo-uddannelsen her.