I Syd- og Sønderjylland holder de øje med vandløbene
Med de stigende mængder af regn er der endnu mere brug for samarbejdet i Sønderjyske Vandløb, der er et netværk af vandløbskonsulenter og folkevalgte.
Den vådeste oktober i 25 år – og udsigt til mere regn. Eksperterne fra DMI forudser, at klimaforandringerne generelt vil give mere regn i vinterhalvåret fremadrettet.
Disse våde prognoser understreger vigtigheden af en fælles organisation, der har en kontinuerlig dialog med kommunerne, så der bliver fulgt op på at vandløbsregulativer bliver overholdt. I samme forum kan fremtidens muligheder drøftes for fælles løsninger på de udfordringer de store nedbørsmængder og flere ekstreme oplevelser med regn.
Her kommer Sønderjyske Vandløb ind i billedet. Sønderjyske Vandløb er et samarbejde mellem de sønderjyske landboforeninger LHN, Spiras (fusion af LandboSyd, SLF og KHL) samt Sønderjysk Familielandbrug og består af en styregruppe med folkevalgte bestyrelsesmedlemmer fra de tre foreninger samt fagkonsulenter fra samme.
En koordineret dialog
– Sønderjyske Vandløb har til formål at sikre en koordineret dialog med kommunerne omkring vandløb og at hjælpe vandløbslaugene omkring de større vandløb i Sønderjylland. Vi holder et vågent øje med vandløbsvedligeholdelsen i de enkelte kommuner og samtidig er Sønderjyske Vandløb også en mulighed for kommunerne til at nå ud til landbruget samlet set, i spørgsmål om vandløb og vandløbsvedligeholdelse, fortæller fagkonsulent i netværket Anne Katrine Thomsen fra Spiras.
Sønderjyske Vandløb tilbyder hjælp til at starte eller opdatere vandløbslaug omkring vandløb i Sønderjylland efter behov.
– Vi tilbyder også konsulentbistand til de enkelte vandløbslaug fx i form af deltagelse i en enkelt årlig vandløbsbesigtigelse, gerne sammen med de kommunale vandløbsmedarbejdere eller deltagelse i et årligt møde i vandløbslauget.
Der er også mulighed for konsulentbistand i enkeltsager, hvis landmænd enkeltvis eller nogle stykker i fællesskab får behov for hjælp i konkrete tvister med myndighederne eller andre opgaver. Denne type opgaver faktureres til de berørte lodsejere. Det er altid muligt at kontakte en af konsulenterne Sønderjyske Vandløb og høre nærmere, siger Anne Katrine Thomsen.
Stort opland
Det samlede opland for Sønderjyske vandløb er stort med kontakt til i alt syv kommuner samt en række vandøbslaug fordelt i Kolding, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg Kommuner. Ud over de nævnte kommuner varetager Sønderjyske Vandløb dialogen med Esbjerg og Vejen Kommuner sammen med Jysk Landbrugsrådgivning.
Som medlem af en af landboforeningerne eller Familielandbruget, er du automatisk medlem af Sønderjyske Vandløb.
I begyndelsen af november var styregruppen samlet, og her var der enighed om at fortsætte samarbejdet med en bredt sammensat gruppe af folkevalgte og fagkonsulenter, heraf fortsat tre valgt fra Spiras. Fra venstre er det: Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug, Rikke Kyhn, Sønderjysk Familielandbrug, Anne Katrine Thomsen, Spiras, Britt Bjerre Paulsen, Spiras, Claus Fink Jørgensen, Spiras, Poul Bøving Christensen, Spiras, Uwe Matzen, LHN, Lars Schmidt, Spiras, Louise H. Riemann, LHN og Søren Laustsen, Spiras.