Bodil Kjeldsen fra Spiras Kolding blev 31. oktober hædret med den kongelige belønningsmedalje i forbindelse med sit 50-års jubilæum.
”Ja, man synes jo lige, at man er startet.”
Bodil Kjeldsen, regnskabsassistent hos Spiras Kolding, kunne 1. august 2023 fejre sit 50-års jubilæum hos Kolding Herreds Landbrugsforening, KHL. Siden er KHL fusioneret med SLF og LandboSyd til Spiras.
Tirsdag blev Bodil så hædret med den kongelige belønningsmedalje.
”Det er lidt vildt at tænke på – det var ikke det, jeg regnede med, dengang. Men jeg har virkelig kunnet lide mit arbejde, vi har det frit og godt. Jeg har rigtig mange gode kolleger, også flere, der har været her i flere end 40 år, og vi værdsætter i høj grad den frihed, vi har i jobbet,” siger Bodil Kjeldsen.
Alt kommer blæsende
Det er ingen hemmelighed, at der har været en stor udvikling i arbejdets form, siden Bodil som 17-årig begyndte 1. august 1973.
”Dengang var der ingen edb, højest en regnemaskine. Vi skrev ind i fordelingsark, hvor der så vidt jeg husker var 33 indtægtsnumre og 49 udgiftsnumre. I dag er der i tusindvis af numre – og alt kommer blæsende ind digitalt,” smiler hun og tilføjer, at udviklingen har været god, og at det har været positivt, at der skete noget nyt.
Siden jubilæet har Bodil Kjeldsen haft fødselsdag. Men hun har nu ikke tænkt sig at gå på pension endnu.
”Jeg tager ét år ad gangen, og så ser vi.”
Besøg hos Dronningen
Senere på året tager Bodil Kjeldsen og en række kolleger på tur til hovedstaden, hvor hun får lejlighed til at takke Hendes Majestæt Dronningen for medaljen.
”Og måske kan vi kombinere det med en juleudstilling og få en lille udflugt ud af det,” siger hun.
Afdelingschef Marie Kock Pedersen kunne 31. oktober overrække den kongelige belønningsmedalje til regnskabsassistent Bodil Kjeldsen, Spiras Kolding, i forbindelse med Bodils 50-års jubilæum.