Landbruget rykker ind i bymidten i Vejen
Landbrugserhvervet viser sig frem lørdag den 1. juni i Vejen, hvor der bliver aktiviteter for hele familien.
Lørdag den 1. juni bliver der mulighed for at se og høre mere om landbrugserhvervet, når de to landboforeninger Jysk Landboforening og Spiras går sammen om arrangementet: Landbruget kommer til byen.
Det bliver bymidten i Vejen, som bliver rammen om en række aktiviteter. Det er aktiviteter, som henvender sig til hele familien. Der er udstilling af dyr, der kan males mel, nogle af de store landbrugsmaskiner kan der ses nærmere på.
Børnene kan fornøje sig med både en korncontainer og lede efter karameller, og der er også lejlighed til at drøne rundt på pedaltraktorer.
Danish Crown ruller ind på pladsen med en foodtruck, de to landboforeninger er klar til dialog og tilbyder også smagsprøver i form af ost og vin. Endelig tændes der også op i grillen.
BJ Agro i Hovborg viser noget af alt det, som kartofler kan anvendes til, og der bliver lejlighed til at møde en biavler.
– Der er massivt fokus på landbruget i denne tid. Lige nu går bølgerne højt omkring indførelsen af en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Vi har masser af grønne ambitioner, og når der tales om en afgift, så er det vigtigt, at politikerne tager højde for, at der er landmænd, der allerede gør en masse klimatiltag i dag. Der kommer hele tiden nye løsninger, som vi implementerer i dansk landbrug, lyder det fra H.C. Gæmelke, formand for SAGRO, og Christian Lund, bestyrelsesmedlem i Spiras.
Landbruget kommer til byen afvikles i tidsrummet fra klokken 10 til 14.