Nu åbner Energirenoveringspuljen fra Energistyrelsen
Ønsker du at renovere dit stuehus eller dine driftsbygninger, så de bliver mere energibesparende, så har du igen muligheden for at søge tilskud fra onsdag 10. april.
Går du med planer om at renovere dit stuehus, dine udlejningsboliger eller driftsbygninger til at være mere energibesparende, så er muligheden igen åbnet for, at du kan få tilskud til fx nye vinduer, isolering af lofter, vægge, gulve eller andre tiltag til at forbedre din klimaskærm.
Det kunne også være du ønsker at få etableret radiatoranlæg i stedet for el-radiatorer? Så er der også tilskud til dette.
Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning under Energistyrelsen til dig, der drømmer om et mere energivenligt hus.
Hvis du vil søge tilskud til dit renoveringsprojekt, skal du og dit hus leve op til 5 krav:
Krav 1
Dit hus skal være en helårsbolig – og du skal selv eje det.
Krav 2
Dit hus skal have et gyldigt energimærke i kategorien E, F eller G, og der må ikke være foretaget ændringer på dit hus, siden det blev udstedt.
Krav 3
Projektet må ikke være sat i gang eller gennemført, når du ansøger.
Krav 4
Du må ikke tidligere have fået tilskud til det samme projekt.
Krav 5
Arbejdet skal udføres af en virksomhed med gyldigt CVR-nummer.