Nyt fokus på affaldstilsyn: Flere virksomheder skal kontrolleres
I 2025 er affaldshåndtering en del af miljøtilsynet – og flere virksomheder kan forvente kontrol
Ved årsskiftet trådte der en ny bekendtgørelse i kraft, der handler om affaldstilsyn fra Miljøstyrelsen og kommunerne hos virksomheder.
Alle virksomheder og landbrug, der allerede modtager miljøtilsyn, vil fremover også blive kontrolleret for deres affaldshåndtering. For at minimere besværet planlægges affaldstilsynet samtidig med miljøtilsynet.
Derudover vil virksomheder, som ikke får miljøtilsyn, kunne udtrækkes til affaldstilsyn. Det gælder alle typer virksomheder med affald.
Miljøstyrelsen gennemfører et administrativt affaldstilsyn, som virksomhederne vil modtage en regning for. Nogle virksomheder udvælges desuden til fysisk kontrol, som udføres af tilsynsmyndighederne og faktureres separat.
Fokus i tilsynet vil være korrekt håndtering og sortering af affald. Hvis ulovlig affaldshåndtering konstateres, vil der blive grebet ind.
Du kan kontakte din kommune, hvis du ønsker at høre nærmere.