Rådgivningsvirksomhed giver fri pasning af syge børn
For medarbejderne i Spiras skal det være slut med dårlig samvittighed, når børnene er syge derhjemme. I ny personaleguide får medarbejderne nu tilbuddet om at blive hjemme, indtil børnene er raske. Én af de ansatte føler sig som en lettet mor.
Rigtig mange forældre kender både til dårlig samvittighed og af og til også til stresssymptomer, når børnene derhjemme lægger sig syge.
Hvem tager barnets første sygedag, og hvad gør man, når en enkelt dag ikke er nok? Afleveres et halvsløjt barn så med forkølelse og let feberramt i stedet i børnehaven med håbet om, at det nok går?
Spiras – den store syddanske landboforening – har efter en fusion sidste sommer netop præsenteret medarbejderne for en ny personaleguide. Heri er der indarbejdet, at Spiras-ansatte tilbydes alle de sygedage, som der er brug for, når børnene bliver syge.
Work-life-balance
Med ordningen er det dermed slut med barnets første eller anden sygedag, og medarbejderne vil heller ikke komme til at opleve at blive trukket i løn og er nødt til at anvende en feriedag for at få tingene til at gå op på hjemmefronten.
– I Spiras lægger vi stor vægt på det ”hele” menneske. Det er for mig supervigtigt, at vi som virksomhed formår at skabe de bedste rammer for vores medarbejdere i alle de forskellige faser i livet. Det er godt for vores medarbejdere, og det er godt for Spiras. Det er med glade, motiverede og trygge medarbejdere, vi sammen kan skabe de bedste resultater. Vi tror på, at medarbejdere, som føler sig støttet og værdsat, og som bliver mødt med tillid, i det lange løb også er mere tilbøjelige til at bidrage positivt til arbejdsmiljøet og trivslen, siger Lene Gade Hovmøller, administrerende direktør i Spiras.
Ifølge Lene Gade Hovmøller er fleksibiliteten et nøgleord for Spiras.
– Den fleksible arbejdsplads gør det naturligvis muligt, at man kan arbejde hjemme, hvornår på dagen og i løbet af ugen man har lyst til det, også når barnet er syg. Det primære i forbindelse med sygdom er dog, at ens barn får den opmærksomhed og omsorg, det skal have. Når vores børn har det godt, så har vi det jo også godt.
En lettet mor
Fra medarbejderside er fleksibiliteten i den nye personaleguide blevet taget positivt imod.
– Da jeg hørte om nye afsnit vedrørende børns sygedage, var min umiddelbare tanke; what, det kan ikke passe – det er for godt. Lidt tid efter og efter gennemgang af yderligere afsnit i den nye personalehåndbog, tænkte jeg, at her er nogle mennesker, som vil mig det godt – som mor og som ansat, fastslår Carina Persson Schmidt, der arbejder som jurist.
For Carina Persson Schmidt kommer den nye ændring på et særdeles kærkomment tidspunkt:
– Dagen efter annonceringen af den nye personalehåndbog, blev vi i vuggestuen og børnehaven mødt af kæmpe skilte, hvorpå der stod: ”Vi har skoldkopper”. At være mor til to små børn, som endnu har den del til gode, så vidste jeg straks, hvad det betød – nemlig at jeg om 2-3 uger skulle holde uønsket ferie for at være hjemme hos delvis raske børn, fordi de små ikke må komme i institution.
– Ordningen vedrørende børns sygedage opfatter jeg sådan, at jeg nu kan blive hjemme og arbejde i hele perioden og stemple ud, når/hvis det er nødvendigt – eksempelvis på grund af feber. Jeg er fuldt bevidst om, at det er frihed under ansvar, og jeg er taknemmelig for og stolt af at være del af en arbejdsplads, som har den tillid til sine medarbejdere.
Carina Persson Schmidt føler sig virkelig som en lettet mor.
Ønske om fleksibilitet
Ifølge HR-chef i Spiras, Conni Tetens, skal tilbuddet til forældre med syge børn også ses i sammenhæng med, at der gennem de senere år har været et stigende ønske om stor fleksibilitet i ansættelsen. Det gælder både i forhold til arbejdstider – men også muligheden for hjemmearbejde.
– Det er ikke kun de yngre, der har taget godt imod den nye ordning. På den rundtur, som direktionen havde til vores forskellige lokationer for at præsentere personaleguiden, blev der også blandt de ældre kolleger udtrykt stor forståelse for og glæde over, at Spiras nu går foran og hjælper børnefamilierne. Det er et tiltag, som vi forventer vil være med til at gøre Spiras til en endnu mere attraktiv arbejdsplads, siger Conni Tetens.
Udover ordningen med ubegrænset frihed til at passe syge børn indeholder den nye personaleguide hos Spiras også indførelse af seniordage samt en såkaldt ”spiredag” til alle ansatte. Den kan bruges til personlig udvikling, velvære for sig selv, sine børn, børnebørn eller andre. Eller måske bare gøre en god gerning.
Spiras beskæftiger godt 300 ansatte.