Regler om ferie for udenlandske fodermestre
Fleksible ferieregler giver større frihed – men det kræver dokumentation
Tidligere var reglerne for ferie for udenlandske fodermestre i Danmark mere restriktive, og det var typisk kun muligt at holde op til fem ugers ferie om året. Men reglerne er nu blevet mere fleksible, og der er mulighed for at holde selvbetalt ferie eller orlov uden løn i rimeligt omfang.
– Det er som udgangspunkt tilladt at holde selvbetalt ferie eller orlov uden løn, så længe det er i “rimeligt omfang”, fortæller teamleder for rekruttering Olesya Yermolenko fra Spiras’ HR- & arbejdsgiverservice.
Når Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) vurderer dette, skal de bruge oplysninger om
- længden af din ferie eller orlov
- hvor ofte du har taget selvbetalt ferie eller orlov
- hvad årsagen er til, at du har holdt selvbetalt ferie eller orlov.
Hvis du har været på barsel, må du gerne have modtaget barselsdagpenge.
Selvbetalt ferie og orlov giver udenlandske arbejdstagere, som fodermestre, større fleksibilitet i at tilpasse deres arbejdsliv efter personlige behov. Det er dog vigtigt at overholde de gældende regler og sørge for den nødvendige dokumentation for at sikre forlængelse af arbejdstilladelsen.