Spiras handler om udvikling, vækst og fremtiden
I en ny sammensat forening er det vigtigt, at medlemmerne kan følge med i formandskabets holdninger til dette og hint. Derfor har vi i formandskabet besluttet, at vi jævnligt vil udkomme med en holdning under titlen ’formandskabet mener’. Her vil en fra vores formandskab mene noget om et eller andet aktuelt eller relevant emne.
I dag vil jeg som formand for Spiras mene noget om vores forenings nye navn, Spiras. Spiras er nemlig navnet på Syddanmarks nye landboforening. Det er et navn, som er vokset på mig, siden jeg første gang hørte det. Et navn med mange betydninger og fortolkningsmulighederne fra person til person.
For mig handler Spiras om udvikling, om vækst og om fremtiden. Det handler om at få mere ud af mindre og om konstant at være i bevægelse. Hen mod noget nyt, noget bedre og måske noget anderledes. Vi siger selv om Spiras, at det er der, hvor viden gror. Spirer. Vokser. Hvor viden bliver til værdi for medlemmerne.
Vigtigst af alt er det faktisk, at jeg med navnet Spiras synes, at vi har fået skabt et solidt fundament for fremtidens landboforening. En forening, der omfavner landmænd i hele Syddanmark fra Vejle til Tønder.
Spiras arbejder for at skabe bedre rammevilkår for dansk landbrug gennem verdensklasse rådgivning, stærke faglige fællesskaber og slagkraftigt politisk arbejde. Det er der vel egentligt ikke noget nyt i, fordi det har de tre tidligere landboforeninger også gjort; og det har de faktisk gjort rigtig godt. Det vil vi fortsætte med, og vi mener, at vi i fællesskab kan tilbyde vores medlemmer endnu mere viden, politik og værdi.
I bestyrelsen er vi meget opmærksomme på, at vi har en stor opgave med at sikre den lokale forankring og tilstedeværelse. Vi har bestyrelsesmedlemmer i alle områder, så vi effektivt dækker otte kommuner i hele Syddanmark. Vi arbejder målrettet med kommunekontakt, hvor vi repræsenterer landbruget i et hav af udvalg og råd i de otte kommuner, hvor hovedparten af vores medlemmer driver landbrug.
Du er meget velkommen til at tage fat i dit lokale bestyrelsesmedlem, hvis du har forslag, ideer eller kommentarer til det lokale politiske arbejde. Det kan være en politisk sag, som du har brug for hjælp til at løfte over for byrådet eller forvaltningen. Det kan være, at du har et godt forslag til et lokalt arrangement, som vi enten skal deltage i eller hjælpe med at arrangere. Du kan se en oversigt over dine bestyrelsesmedlemmer her. (link til hjemmesiden).
Vi er kommet godt i gang i vores nye forening, og der er masser af arbejde forude. Vi ser i bestyrelsen og i resten af foreningen frem til arbejdet for de syddanske landmænd.
Henrik Jessen
formand