Spiras med i stort projekt om at sikre rent vand i Haderslev Fjord
12 millioner kroner investeres der i indsamling af data, som skal medvirke til at finde løsninger på, hvilke initiativer, der skal sættes i værk for, at fjorden kan få en god økologisk tilstand. Og landbruget vil ikke køre på frihjul, konstaterer bestyrelsesmedlem i Spiras.
– Vi i landbruget ønsker ikke at køre på frihjul, når det handler om at få forbedret tilstanden i Haderslev Fjord. Vi vil gøre det, der er bedst, men også det, der er klogest og gavner fjorden mest. Men for at kunne det, bliver vi nødt til at have viden, så kommende initiativer kan forklares overfor lodsejerne.
Ordene kommer fra Søren Laustsen – landmand ved Diernæs og bestyrelsesmedlem i Spiras. Gennem mere end fire år har Spiras været en del af et samarbejde omkring Haderslev Fjord sammen med Haderslev Kommune, forsyningsselskabet Provas, sportsfiskerne og Danmarks Naturfredningsforening.
Sammen med repræsentanter for Haderslev Kommune, en miljøtekniker fra Spiras og Flemming Gertz, maringeolog fra SEGES Innovation har Søren Laustsen været med ombord på garnkutteren Vera fra Aarøsund.
Formålet med turen, hvor også JydskeVestkysten medvirkede, var at fortsætte med at få taget prøver af fjordens tilstand.
Det er Flemming Gertz fra SEGES Innovation, som står i spidsen for et genopretningsprojekt, hvor der er investeret 12 millioner kroner. Også Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Longline Environment og Haderslev Kommune og de øvrige interessenter i Haderslev Fjord-samarbejdet er med i projektet.
Syv udvalgte positioner
Hver anden uge er kutteren afsted, hvor der bliver målt sigtdybde, saltindhold og temperaturer på syv udvalgte positioner.
Indsamlingen af data skal ende ud i, at der kan findes løsninger på, hvilke initiativer, der skal sættes i værk for, at fjorden kan få en god økologisk tilstand, samtidig med at landbruget fortsat kan være konkurrencedygtigt. Der venter store beslutninger omkring genopretning af fjorden.
Til JydskeVestkysten understreger Søren Laustsen, at det er i landbrugets interesse at få en mere nuanceret tilgang til, hvad der sker i Haderslev Fjord.
– På landsplan siges det, at 70 procent af udledningerne til fjordene kommer fra landbruget. Men i Haderslev Fjord kan det måske være både større eller mindre. Det vil derfor være i vores helt egen interesse at finde ud af, hvordan det er, og mange landmænd vil også være glade for at få at vide, hvad vi skal dyrke i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi laver disse undersøgelser, understreger Søren Laustsen.
ØVERSTE FOTO: Søren Laustsen, bestyrelsesmedlem i Spiras, og miljøtekniker Nina Ullerup ombord på kutteren Vera. Foto: Hans Øbing-Safar, SEGES Innovation