Spiras trækker medlemmerne tæt på
Formandskabet og bestyrelsesmedlemmer i Spiras har taget hul på en møderække, hvor medlemmer inviteres til uformel dialog. Første rundbordssamtale er netop afviklet i Kolding.
Er det realistisk med en aftale i den grønne trepart , som er nedsat for bla. at nå en model for en CO2-afgift? En afgift, som både regeringen, landbruget, Danmarks
Naturfredningsforening, fødevareindustrien og berørte fagforeninger kan leve med.
Hvad arbejdes der ellers med politisk i Spiras, og hvad er der gang i på det forretningsmæssige område efter fusionen sidste sommer?
Det er blot et par af emnerne, som kommer på bordet, når formandskabet og bestyrelsesmedlemmer i den kommende tid har inviteret repræsentanter for medlemsskaren til rundbordssamtale. Der tales om det der fylder for medlemmerne.
Den første af slagsen fandt sted i denne uge på Nr. Stenderupvej nord for Kolding, hvor næstformand Karen Daugaard-Hansen sammen med formanden for Spiras, Henrik Jessen, bevæbnet med friskbrygget kaffe og rundstykker tog imod.
– Vi har planlagt en række af møder, hvor vi rundt hos flere af bestyrelsesmedlemmerne mødes med nogle af medlemmerne. Vi vil gerne informere om, hvad der sker hos Spiras, men hvor vi samtidig også deler ud af informationer, som vi har omkring politiske emner. Lige i øjeblikket er der særligt fokus på hvad der sker omkring den grønne trepart, og den store opgave der ligger i at lave en fælles løsning, fortæller Henrik Jessen.
Karen Daugaard-Hansen fastslår, at rundbordssamtalerne er en god og uformel måde at møde medlemmerne på.
– Det giver os i formandskabet og bestyrelsen mulighed for give nyttig viden til medlemmerne, men samtidig får vi også tilbagemeldinger på, hvad medlemmerne har på hjertet – både i relation til vores forretning og rådgivning samt politisk.
Rundbordssamtalerne fortsætter sommeren igennem forskellige steder i Spiras’ område i det syddanske.